Praktisk information

Fredag den 24. maj 2019 til søndag den 16. februar 2020 , kl. 10.
Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum, Birk Centerpark 1
Inkl. i museumsbilletten: Voksne 75 kr / Pensionister, studerende og grupper 60 kr / Børn under 18 år gratis adgang

Særudstillingen 'Kunst og kærlighed' på Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum

Med Carl-Henning Pedersens akvareller og Sidsel Ramsons fotografier fra deres mange rejser fortælles med denne udstilling historien om deres inspirerende samliv baseret på kærlighed og kunstnerisk samspil mellem hendes fotos og hans fabulerende billeder.

"At rejse er at leve", skrev H.C. Andersen i "Mit Livs Eventyr" fra 1855. At rejse var også en essentiel inspirationskilde for maleren Carl-Henning Pedersen og fotografen Sidsel Ramson gennem deres 30 år sammen. Deres mange rejser til fremmede himmelstrøg og andre kulturer, hvor de med hver deres udtryksform nedfældede deres indtryk - han i farvemættede malerier og akvareller, hun i fortællende fotografier - resulterede i en spændende dialog mellem de to kunstnere.

Hvor hun med sin kameralinse kommer helt tæt på mennesker i situationer fra dagligdag, fest, krig og fattigdom - billeder der også er overraskende aktuelle i dag - gengiver han i sine farverige akvareller lyset, varmen og fremmedheden i sin fantasikunst. For ham var rejser forbundet med at male akvarel - det var hans form for dagbog.

Akvareller, ikke tidligere udstillet, og velkomponerede, dynamiske fotografier fylder væggene, og med parallelle dagbogsskildringer land for land giver udstillingen et indblik i, hvordan maleren og fotografen omsatte deres oplevelser til individuelle kunstneriske udtryk i et kærligt samspil.

Kurator: Sidsel Ramson